|
STÆVNET, TILMELDING OG PRAKTISKE TING
I de sidste 28 år har sejlklubben i Riva del Garda, som ligger ved nordspidsen af Gardasøen, afholdt optimist stævne i påskedagene. Det er verdens største optimiststævne og deltagerantallet er højt. I 2004 deltog 800 sejlere og det var verdensrekord på det tidspunkt. I 2005 og 2006 faldt antallet af optimister til omkring 600 igen. I 2008 sprængte de dog alle grænser ved et deltagerantal på over 1000 sejlere! Det er verdensrekord og bliver næppe slået de næste par år! Gennem næsten lige så lang tid har danske optimist sejlere taget til Riva for at deltage, og har brugt dagene før påske til en træningslejr.
Hvem er vi? Efter 11 år med Kældsø familien som arrangør for Gardaturen, valgte familien i 2008 at overgive turen til Kim Skovgaard & Marianne Bløcher som nu for fjerde gang byder velkommen til Lake Garda Meeting i 2012.
Kim Skovgaard Sejlsports træner med stor international erfaring og har blandt andet været med til at Danmark er placeret som den anden bedste nation i verdenen. Bor til dagligt i Kolding hvor han blandt andet står i spidsen for ScanNet Training Camp og Sailing Cup. Har det overordnede ansvar for hjemmeside samt træner-delen.
Kim kan kontaktes på: kzsa@it.dk
Marianne Bløcher ”Gammel” landsholdssejler, medejer af Winner Optimist, gift med Stig Bløcher. Til daglig fungerer hun som økonomi- og personalechef hos Winner Optimist. Desuden er hun mor til 3 børn: Oliver på 12 år, Frederik på 7 år, Noah på 4 år Marianne er ”kim’s højre hånd” med ansvar for økonomi & administration af Gardaturen. Hun hader rampelys, så det tager Kim sig af :) Været på Garda i påsken en 13-15 gange både som sejler og forældre - bedste placering var nr 18.
Marianne kan kontaktes på: marianne@winneroptimist.dk før stævnet
Under træningslejren og stævnet vil Marianne oftest være at finde i Winner Optimist's lille butik foran sejlklubben, hvor hun altid kan kontaktes.
Vejret Både stedet og tiden er perfekte til lidt fortræning og vores sejlere kan få mange træningstimer på vandet, før de hjemlige kapsejladser går i gang. Kort tid efter Garda-turen starter den første af udtagelsessejladser herhjemme. Ved Gardasøen er vejret lunere end i Danmark og vinden ofte stabil. Og så er der maden, vinen og isene, som smager skønt. Omgivelserne er de smukkest tænkelige og foråret er som regel kommet til Italien i påsken, så man kan smide lidt af vintertøjet og sidde ude og nyde solen.
Vi har ofte haft et kanon godt vejr i påsken i Italien, men nogen år har der været undtagelser. I 2011 lå påsken sent på sæsonen og derfor blev der mange dage med sol og 25 grader. Det var lækkert! I 2012 ligger påsken 2 uger tidligere men der er stadig mulighed for skønt vejr!
Som altid anbefaler vi dog at huske både varmt tøj, regntøj og gummistøvler – foråret er lidt ligesom i Danmark – det kan være rigtig skønt, men der kan også være dage med tåge og regn.
Program Vi mødes lørdag den 31. marts kl. 19.00 på terrassen på 1. sal i sejlklubben og fra søndag til tirsdag trænes der på vandet. Onsdag er fridag og så sejles verdens største regatta fra torsdag til søndag d. 8 april.
Programmet ser i store træk sådan ud:
Søndag: Træning
Mandag: Træning
Tirsdag: Træning & festaften
Onsdag: Fridag & indmarch
Torsdag: Regatta
Fredag: Regatta
Lørdag: Regatta
Søndag: Regatta & præmieoverrækkelse
Træningen Ved træningen fra søndag til tirsdag vil sejlerne blive delt op i hold, og hvert hold bliver tildelt en træner. De tidligere år har dagene været brugt til træning om formiddagen og kapsejlads om eftermiddagen. Til festaftenen om tirsdagen vil der være præmieuddeling for "Dansker Cup’en", hvor Villy Hansen har skænket en vandrepokal.
Pris & Tilmelding Prisen i 2012 er kr. 1.950. For de 1.950 kr. får sejlerne: 3 dages intensiv træning inkl. foredrag
4 dages regatta coaching Garda 2012 sweat shirt
Sidste frist for tilmelding til turen og betaling er 1. februar 2012 De sidste par år har vi haft en del eftertilmeldinger og de er tidskrævende. Vi oplever også, at have for få trøjer at sælge til forældrene, fordi dem vi havde bestilt, måtte vi bruge til eftertilmeldingerne. Derfor vil vi igen i år beklageligvis sige, at dem som tilmelder og betaler efter 1. februar ikke kan forvente at få en trøje med. Vi vil stadig medbringe begrænset antal trøjer til salg i Riva, og er der forældre eller søskende som ved, at de skal have en, kan de bestilles hjemmefra på tilmeldingssiden inden 1.februar.
Vi vil desuden opfordre jer til at gå hjem i klubberne og snakke med dem, som ikke tidligere her været med og måske ikke kender til turen, så de får mulighed for at tilmelde sig til tiden.
Cadetti-sejlere Træningslejren og regatta’en er primært rettet mod A-sejlere, men der er også mulighed for, at mindre erfarne kan være med. Sejlere født i 2001 – 2002 kan deltage på den særskildte cadetti-bane (’12) under regattaen, men yngre sejlere må gerne deltage i vores træningslejr.
Træningen bliver tilrettelagt ud fra hvad sejlerne kan. De skal dog have sejlet mindst et år eller to og kunne klare sig på egen hånd til og fra havnen. Er der 10 - 12 tilmeldte, vil der blive lavet et rent cadetti–hold under træningen. Det er sjældent et problem at komme på vandet om formiddagen, hvor det blæser en let brise fra nord. Men om eftermiddagen blæser det ofte op fra syd, og nogle dage kan vinden være så hård, at cadetti’erne ikke kan komme på vandet. Er det tilfældet, vil træneren beskæftige børnene på anden måde. Men der vil også være dage, hvor holdet er ude på vandet, og en enkelt eller to måske vælger at sejle ind. De vil blive modtaget på havnen af de forældre, som har havnevagt. Er sejlerens forældre ikke i nærheden, vil havnevagten hjælpe med at få kontakt til dem. Til selve regattaen sejler cadetti’erne på egen bane tæt ved havnen. Så også de dage vil der blive taget specielt hensyn til dem.
Er man ikke gammel nok til at deltage i regattaen, men flere som tilmelder sig vil vi forsøge at arrangere noget formiddagstræning for de ”for unge sejlere” (født 2003 og senere).
Regatta’en Starter torsdag d. 5. april og varer 4 dage. Der deltager 500 - 900 sejlere fra 18 - 26 forskellige nationer. Det koster 60 Euro at deltage, og du skal selv sørge for tilmelding og betaling til klubben.
Tilmeldingen finder du på dette link:
http://lakegardameeting.fragliavelariva.it/
Husk at medbringe målerbrev og forsikringspapirer på engelsk.
Notice of race kan du læse her: http://www.fragliavelariva.com
Trænerne følger sejlerne under stævnet og er med og giver gode råd på vandet.
Onsdag aften er der åbningsceremoni, hvor alle sejlere går i optog med musik og flag fra sejlklubben, gennem byen og op til rådhuset, hvor der er talere. Det se flot ud, når alle danskerne er klædt ens på i deres "garda-trøje".
De tidligere år er der, i forbindelse med regattaen, blevet uddelt taske, t-shirt mv. Hver eftermiddag, når sejlerne kommer ind, plejer der at være varm kakao, pizza, yoghurt eller lign. Der bliver udleveret sejladsbestemmelser, men italienerne er gode til at "tilpasse sig situationen", så tag tingene som de kommer. Børnene får helt sikker nogle oplevelser med hjem, som de ikke får ved de hjemlige sejladser og de lærer meget af det. Når stævnet er færdig søndag eftermiddag, er der lodtrækning om div. ting, f.eks. cykler, tøj og mange andre fine præmier. Man skal være til stede for at få præmien. Umiddelbart efter er der præmieoverrækkelse. Hele show’et har det med at tage lidt lang tid, men det er samtidig en del af den store oplevelse for sejlerne.
Transport til Garda De fleste familier vælger at køre de knap 1300km til GardaSøen. Nogen tager en overnatning i tyskland - andre kører igennem om natten. Flere og flere er dog begyndt at flyve, idet flypriserne bliver mere og mere fordelagtige - og så er det lang tid at sidde i en bil. Man kan flyve til Milano, Verona og Bergamo. De 2 sidstnævnte destinationer ligger tættest på Riva. Check lavprisselskaberne, hvor der ofte er billige afrejser med mellemlandinger. Ønsker man at leje bil og lander i Milano så vær opmærksom på at der er flere lufthavne i Milano, så bilen venter i den rigtige lufthavn og den rigtige terminal. Biludlejningsfirmaerne har ofte tilbud via nettet - Europcar har flere gange haft bedste tilbud på en rummelig bil (som sejlerfamilier jo ofte har brug for). Hvis man flyver så husk at gøre flyselskabet opmærksom på at I eventuelt kommer med stor bagage (rig/sejl/ror/sværd)
En helt tredje løsning er at tage med toget derned, hvilket en enkelt familie gjorde sidste år. Det var med en del skift tog/bus, men det lykkedes også.
Transport af joller klarer de kørende som regel ved at tage jollen på taget eller sende den på en klubtrailer som en enkelt familie så trækker derned og hjem. Flyver man eller tager toget, så kan man leje en charterjolle for mellem 300-400€. Booking kan ske på: http://www.winneroptimist.dk/00032/00098/00171/
Hotel Centrale Som de tidligere år vil vi have base på Hotel Centrale, og her vil der være aktuelle opslag, resultatlister, festaften m.v. De familier som ønsker at bo på Hotel Centrale skal booke det samtidig med tilmeldingen. |